Område Avisen Nordfyn - Uge 28 2003

Af Jørgen Halkjær

 

Grovhygge for mænd - og kvinder

Stille smil, brovtne grin og prik til vores ømme punkter i sommercabareten i Café 44

“Så er der dømt friaften. Den langhårede er parkeret derhjemme med en stak dameblade og lidt fyldt chokolade, hunden hænger på krogen udenfor, øllerne er sprøde, og der er Kvinder ingen adgang.”

 

Jo, programbladets første linier slog tonen an, og med den sprøde pilsner indenfor rækkevidde satte jeg mig til rette ved Bord 4 i den lille sal i Café 44 i Bogense, hvor der de næste 14 dages tid spilles sommercabaret.

 

To timer uden kvinder og i godt selskab med et halvt hundrede andre mænd - selv om flere af dem havde større brystmuskler, længere hår og bredere hofter end gennemsnitsmanden, men det må være synsforstyrrelser, for de bar alle overskæg, og desuden havde Kvinder ingen adgang!

 

Skuespiller-trekløveret Peter Milling, Ejnar Gensø og Henrik Ipsen afslørede dog straks en enkelt kvindelig overløber, der fik sin velfortjente straf i skammekrogen.

 

Og så gik det ellers løs med de grove vittigheder, de gode historier, sange og viser, der alle handlede om - kvinder! Emnet blev vendt og drejet, beskuet og beskudt fra alle tænkelige sider.

 

Et spejl blev holdt op

Det skålede vi på og grinede af - højt, længe og larmende -, alle vi mænd. Herligt at koble af et par timer, men efterhånden blev grinene måske knapt så brovtne, og en gang imellem var det som om, der blev prikket lidt til et ømt punkt. Der blev sagt nogle sandheder om kvinderne, om de andre mænd og... nåh, ja, også en lille bitte smule om mig selv. Men kun lidt!

 

Det var som om et spejl blev holdt op, og i spejlet var jeg selv. Eller som en af skuespillerne sagde det inden forestillingen: “Når man peger på en, er der tre fingre, der peger tilbage på én selv!” (Prøv selv).

 

God balance

Selv om alle vi publikummer på den måde fik nogle drag over nakken og følte os lidt udstillet, skal det ikke påvirke min bedømmelse af skuespillernes præstationer og den unge pianists udfoldelser - trods hans alt for lange og stærkt kritiserede forspil. De gjorde det alle flot, ramte lige på kornet og havde fundet en god balance mellem sange og sketches.

 

Højdepunkter? Tja, sangene “Fy, fy, skamme” og “Jeg må ha’ grej” havde mange plusser på min notesblok, men alt i alt bestemt en cabaret, som du og naboen skal opleve.

 

Og med slutreplikken “Det går ikke uden damer. De er besværlige, men det går ikke uden” i baghovedet snuppede vi lige en ekstra godnatbajer, inden hunden blev taget ned fra krogen, og vi listede hjem til hende... konen, kællingen, madammen.

 

 

Fyens Stiftstidende - 6. juli 2003

Af Jørgen Aagaard

 

Anacondaen i fajancen

En lummer, mandehørmende aften går ikke uden kvinder

Vil man kende normal-standarden, er man nødt til opsøge overskridelsen en gang imellem.

 

Og den er ikke langt væk. For tiden findes den i Bogense, hvor de to strintende hanhunde Peter Milling og Henrik Ibsen pisser mandeterritoriet af, så selv de kvinder, der på trods har sneget sig ind i teaterrummet, må bære overskæg.

 

Her overskrides sproglige-moralske tabuer i en brutal strøm, der får blufærdighedsgrænsen til konstant at stå i det røde felt og den i forvejen lummerhede luft til at mættes med sex, sex og atter sex.

 

"Jeg går lige ud og slår anacondaen i fajancen" (det betyder at gå ud at tisse) er Peter Millings åbningsreplik, og så er miljøet lissom placeret.

 

Det handler om mænd, der forsøger at finde ud af, hvad "mandehygge" egentlig er. Hvad består det særlige mandeunivers af? Hvad laver mænd, når de er sammen - uden kvinder.

 

De snakker om fisse, fodbold og "skønheden ved at bevæge sig rundt i Silvan lørdag formiddag". "Mænd vil ha' grej", som de synger med Harald Nyborg-kataloget i hånden.

 

Snakker om kvinder

Men de snakker først og fremmest om kvinder. Om hvordan de gerne vil have kvinderne skal være, og ikke mindst om, hvordan de forestiller sig kvinder er, når de er sammen - kun kvinder.

 

Hvorfor går kvinder altid på toilettet to og to sammen? Og hvad laver de egentlig derude, er således en kilde til evig undren. For de snakker vel ikke om "det".

 

Jo, det gør de muligvis. Hvad der nok kan skabe nervøsitet hos mænd, der har mere i munden end mellem tæerne - altså storetæerne.

 

En mandehørmende aften kommer således alligevel til at handle om kvinder. Ingen kvinder, intet mandeunivers. Og dermed ingen grov- og sjofelheder, som det vælter med i cabaret'en.

 

Men Milling og Ibsen serverer dem med en poetisk lethed og lune, der får det hele at glide ubesværet ned.

 

Peter Milling med naturlig ølvom og i Bilka-habit fra DDR-tiden er en grovkornet "Onslow-bodega-type" af slagsen, der vil afvise ethvert tilbud om et blow-job med begrundelsen: "Jeg ska' fa'me ik' ha' no'et arbejde", og Henrik Ibsen den lidt mere tænksomme, samvittighedsplagede mand, selv om også han tager grovfilen i brug ind imellem.

 

De suppleres fortræffeligt af Ejnar Gensø i en spøjs rolle som tjenende ånd og ikke mindst "publikumsopgejler".

 

Det fungerer på Café 44 i år, så for publikum er der ingen grund til lange forspil.

 

Bare gå til den.